Det frie internet kan ikke stoppes

PICNIC 2011
Lawrence Lessig: Help US, Please

Titlen på Lawrence Lessigs speak, "Help US, Please", lyder måske ikke som noget, man har lyst til at høre. Heldigvis handler det hverken om ynk, finanskriser eller terror, men et langt mere tech-relevant emne, som står Lawrence Lessigs hjerte meget nært: Det frie internet, ophavsret, censur og det politiske system i USA.

Lawrence Lessig er juraprofessor ved Harvard Law School og en af stifterne bag Creative Commons-licensen, som forsøger at åbne op for brugen af kreative værker - den såkaldte copyleft, i modsætning til copyright.

Internettet er en platform, som bygger på arkitektur med konsekvenser: Det aktiverer folk og har givet dem en følelse af berettigelse - "Dette er mit internet." Hotmail blev startet af en indisk immigrant og senere solgt til Microsoft; Googles stiftere var Stanford-dropouts; Kazaa og Skype er udviklet af en dansker. Alle disse parter bliver anset som underdogs og outsidere i mainstream-USA og alligevel har de lavet nogle helt utrolige successer.

I 1906 klagede komponisten John Philip Sousa til den amerikansk kongres: Han mente, at den spirende pladeindustri ville ødelægge den kunstneriske udvikling. Da Sousa var en lille dreng, samlede unge mennesker sig foran husene hver sommeraften og bøjede stemmebåndene sammen i en yndig sang. Med grammofonspillerens indtog vil mennesker simpelthen ikke have noget at sige - maskinerne ville tale for dem - og stemmebåndene ville lige så stille forsvinde ved evolution, ligesom halen forsvandt, da mennesket udviklede sig fra aben.

Sousa frygtede det, Lessig kalder et READ-ONLY-samfund: Hvor forbrugeren kan nyde et kulturelt værk, men ikke selv er med til at skabe det. Og hvis man ser tilbage på det 20. århundrede, så er det stort set det, der er sket: Aldrig har musikken været så professionaliseret, så koncentreret, og så kreativitetsdræbende for størstedelen af befolkningen. Folk spiller ikke selv musik mere - det gør maskiner for dem.

Internettet lader kulturen gå fra et READ-ONLY-samfund til et READ/WRITE-samfund: Phoenix' sang Lisztomania blev langt over klip fra 80'er teenagefilmen The Breakfast Club. Kort tid efter dukkede der en lignende video, hvor teenager dansede rundt i Brooklyn i Brat Pack-stil. Det blev fulgt af versioner fra San Francisco, Los Angeles og videre til Europa. Forbrugere, som bare få generationer før havde været passive modtagere, deltager selv i den kreative skabelsesproces, aktiveret af internettet.

Regeringer har en tendens til at se det dårligere i nye tendenser og reagerer på en "insanely stupid" måde. Lessig nævner ophavsret og piratkopiering som et eksempel. Da Napster så dagens lys i 1999, var det det største musikbibliotek i menneskets historie - nogensinde. Ophavsretsholderne så dog straks et problem med Napster - det tillod forbrugerne at hente musik ned uden at betale royalties. Napster tilbød musikindustrien 1 mia. dollars og løbende indtægter, men musikindustrien afslog. Napsterbrugere blev udsat for en heksejagt og kaldte terrorister, Napster gik nedenom og hjem.

Resultatet var selvfølgelig, at en horde af mini-Napsters blev skabt i kølvandet på Napsters lukning. Den amerikanske højeret dømte piratkopiering til at være ulovlig, men det formindskede stadig ikke antallet af 'forbrydelser' - det forøgede bare antallet af kriminelle. Spørg en hvilken som helst teenager, om vedkommende nogensinde at benyttet sig af piratkopiering, indirekte eller ej. Der er et væld af sider derude og musikindustrien nægter stadig at samarbejde.

Historien gentager sig selv med Wikileaks i dag. Wikileaks har puttet en masse skadelig information ud til offfentligt skue. Organisationen var klar over dette: De foreslog, at den amerikanske regering læste materialet igennem, før de blev lagt op, og sorterede den informationen fra, som var direkte skadelig for USA. Den amerikanske regering nægtede og kaldte Wikileaks for terrorister og krigsforbrydere. På kort sigt lykkedes det måske den amerikanske regering at fjerne Wikileaks - på længere sigt vil mini-Wikileaks - Openleaks eller kampagner som LulzSec - fortsætte med at skyde op. Man kan ikke slå en ide ihjel uden at gå i hardcore diktator-mode, og selv der er det kun et spørgsmål om tid, før folk finder alternative kanaler.

Både med Napster og Wikileaks har det været totalt åbenlys, at censur og kriminalisering vil skabe en modreaktion. Alligevel vælger de politiske beslutningstagere og andre magthavere at stikke hovedet i jorden og benægte, lige indtil problemet eksploderer i deres hoveder. I stedet, mener Lessig, bør den amerikanske regering accepterer det faktum, at der er et internet, hvor folk deler og skaber, og at man bliver nødt til at finde en anden måde at kompensere ophavsretholderne.

Det sidste eksempel, Lessig nævner, er internetudbyderne i USA i forhold til Holland. I 2000 havde USA ingen love on netneutralitet: Internetudbydere bestemte reglerne på markedet og internetmulighederne var latterligt dårlige. I lande som Holland har regeringen trådt ind og lagt nogle regler for internetudbyderne, så internettilgængeligheden er udstrakt, har høj hastighed og ikke er styret af private interessenter. Lessig kritiserer de amerikanske politikere: De bruger 30-70 pct. af deres arbejdstid på at skaffe penge, så de kan komme i regeringen næste gang eller blive der, hvis det er tilfældet. De er bekymrede, når de skal tage tid ud af fundraiser-kalenderen for at lave politik - og ikke den anden vej rundt. Lessig kritiserer denne korruption af det politiske system, som skaber en mistillid blandt befolkningen: 11 pct. af amerikanere stoler ikke på den amerikanske kongres.

Lessig opfordrer os til at hjælpe USA med emner som privacy, internetneutralitet, fri deling og piratkopiering: Hvis vi ikke gør, vil resten af verden lide, fordi korruptionen eksporteres naturligt ved osmose.

Photo: Maurice Mikkers

Category
ILab Notes