Fremtidslaboratoriet

| Introduktion | | De Fire Elementer | | Updates | | Kalender |
Innovation på skoleskemaet
Den danske folkeskole og ungdomsuddannelserne er deltagere i et nyt projekt, der har til formål at fremtidssikre det danske uddannelsesvæsen. Det er Innovation Lab, som, i samarbejde med LEGO, Vestas og Systime, inviterer indenfor i det omfattende projekt, fremtidslaboratoriet. Projektet skal sikre de danske skoleelevers teknologiske forspring – og give resten af verden baghjul.
Med stadig mindre årgange bliver Web 2.0-generationen, "de digitale indfødte" som er født efter 1990, meget vigtige i det globale kapløb - en unik generation med et stort ansvar.
Evnen til at jonglere og kommunikere med IT og digitale medier er afgørende. Styrken i at kunne formidle i det fælles digitale sprog, bliver vigtig for den enkeltes plads i læringsmiljø og samfund, og beherskelsen af innovation og ny teknologi bliver et af de absolut vigtigste fundamenter for fremtid og vækst.
”…teknologier der endnu ikke er opfundet bruges til
at løse problemer, vi endnu ikke kender”
Helt grundlæggende skaber fremtidslaboratoriet fremadrettede redskaber og undervisningsmateriale, som gør det lettere for den enkelte lærer at inddrage innovation og ny teknologi i sin undervisning. Redskaberne giver også eleverne mulighed for at arbejde kreativt og praktisk med innovation og teknologi i forbindelse med opgaver og projekter. På den måde får de en masse hands-on erfaring med at skabe og konstruere, som både er motiverende og værdifuld for deres læring.
Fleksibilitet, tilgængelighed og motivation til at lære gennem deltagelse, er nøglebegreber i projektet, der er skabt til at fungere som et supplement til eksisterende læreplaner og den øvrige undervisning.
Tiltaget imødekommer nogle af de ønsker og behov samfundet har for at styrke lærernes færdigheder indenfor det naturfaglige felt. Innovation Lab vil undervise de deltagende lærere i innovationsdidaktik, innovationsforløb og stille en lang række digitale værktøjer til rådighed.
Lærerne vil bl.a. få adgang til et konstant opdateret videnunivers med nyheder, cases og opgaveforslag, som kan skræddersys efter undervisningens behov, og mulighed for at benytte en hotline før, under og efter et forløb. En række webbaserede værktøjer giver eleverne mulighed for at arbejde praktisk med innovation og teknologi og et fælles netforum vil være med til at styrke deres samarbejde. Forumet vil også være med til at skabe videndeling, både undervisningsinstitutionerne imellem, men også mellem institutioner, elever og erhvervsliv.
"De 10 mest efterspurgte jobs i 2010, eksisterede
ikke i 2004. Vi forbereder i øjeblikket elever og
studerende til jobs der endnu ikke eksisterer."
Fremtidslaboratoriet bringer fronten for den teknologiske udvikling helt ind i klasseværelserne - og klasseværelserne ud i fremtiden.
> Læs mere om fremtidslaboratoriets primære elementer

| Introduktion | | De Fire Elementer | | Updates | | Kalender |








