Mennesket som fremtidens kraftværk
Kan vi høste energi skabt af menneskelig bevægelse?

I den evige søgen efter nye energikilder synes blikket nu vendt i mod os selv. Det ville jo være lidt smart, hvis man kunne høste den energi, vi skaber, når vi i det daglige bevæger os rundt. Samtidigt vil det vel også lette vores egen dårlige miljøsamvittighed at vide, at vi selv har skabt lidt af den energi, der holder boblebadet kørende…
To studerende ved MIT har vist med designprojektet ‘crowd farm’, hvorledes moderne byggeri samtidigt kan virke som menneskedrevne kraftværk. Idéen er et gulv bygget op af specielle fliser, der giver sig en smule, når de betrædes. Disse små bevægelser i fliserne kan efter dynamoprincippet omdannes til elektricitet. Et skridt kan iflg. idémagerne oplyse to 60W pærer i ét sekund.
Det lyder ikke imponerende, men forestil dig så sådan et gulv installeret et offentligt sted fx på en banegård, hvor tusindvis af mennesker passerer forbi hver eneste dag. Det bliver pludseligt til rigtigt mange skridt, og så kunne man for alvor drage nytte af den ‘nedtrampede’ energi. Fx til belysning eller anden forsyning af elektricitet i relation til området.
Sådan et gulv er dog ikke helt billigt at lægge, så det bliver nok aldrig et efficient alternativ til eksisterende energikilder. Men formålet er også mere, at gøre energi mere håndgribeligt for folk ved at vise den direkte sammenhæng mellem deres bevægelser og den skabte energi.
Samme tanke har et fitnesscenter i Hongkong også fået. De har ombygget en række træningsmaskiner, således at de genererer elektricitet, når brugerne hiver og slider i dem. En ganske fiks idé, når man tænker på, hvor meget energi der egentligt går til spilde rundt omkring i alverdens fitnesscentre.
Sidst skal også nævnes, at tyske forskere ved Fraunhofer Institute har udviklet en termo-elektrisk generator, der fungerer alene ved hjælp af kropsvarme. Den yder ikke meget (ca. 200 millivolts), men ligesom med gulvet, så kan tilstrækkelig mange vel holde en mindre maskinpark kørende - hvem nævnte The Matrix?


