SYGEPLEJERSKE HAR DE SET SAKSEN?

Sygeplejerske har De set saksen?

RFID-teknologi redder glemsomme kirurger - og dig
Sygeplejerske har De set saksen?
Det hører heldigvis til sjældenhederne, at sakse, tamponer og andet udstyr bliver glemt i en patient under en operation. Men når det sker, kan det have ulykkelige konsekvenser for alle involverede. Med RFID-mærkning af alt, der ryger ned i patienten, sikrer man, at det hele også kommer op igen!

Siemens samarbejder i øjeblikket med et tysk universitetshospital omkring mærkning af indledningsvis tamponer, gaze-ruller og lign. De er nemlig i størst fare for at blive efterladt, da de bliver svære at se og holde tal på, når de gennemvædes af blod eller bliver filtret sammen.

Ved at mærke tamponerne med RFID-chips reducerer man tiden til optælling og kontrol både før og efter operationen samtidig med, at sikkerheden øges for både personale og patient ikke mindst.

Den tyske gigant pusler endvidere med mærkning af selve operationspersonalet. Ikke fordi de frygter, at en uopmærksom sygeplejerske bliver glemt i maven på en patient (dog ikke), men for at sikre at alle ressourcer bliver udnyttet bedst muligt.

Økonomi er jo som altid en væsentlig faktor, og alt andet lige så er RFID-mærkning af alt operationsudstyr en fordyrende tilføjelse til en i forvejen bekostelig proces. Omvendt er der penge at spare i færre klagesager, erstatningskrav og nye operationer, hvor glemt materiel skal fjernes.

Siemens er i øvrigt ikke den eneste på dette område - også amerikanske ClearCount har radioaktive vatrundeller på programmet.

Tags