Intelligent hjelm tilkalder hjælp automatisk ved ulykker
Sensorer, gps og mobiltelefoni passer på dit hoved
Det er farligt at være motorcyklist eller offroad vovehals. Kommer man til skade, kan det være svært for et redningshold at finde frem til en, og det er måske slet ikke sikkert, at man er i stand til at tilkalde hjælp. Denne livstruende problemstilling vil en amerikansk studerende nu løse med en intelligent hjelm, der selv tilkalder hjælp i tilfælde af ulykker - og som samtidig ved, hvor du befinder dig.
Brycen Spencer fra University of Massachusetts Amherst har udviklet hjelmen Wireless Impact Guardian eller WIG (paryk på engelsk). Vha et accelerometer måles, om et slag mod hjelmen overstiger en bestemt grænseværdi og dermed med al sandsynlighed er sket i forbindelse med en ulykke. Er det tilfældet vil en alarmtone hyle i ca. 60 sekunder for at teste ens bevidsthedsniveau. Slår man ikke manuelt alarmen fra, vil en indbygget mobiltelefon tilkalde hjælp hjulpet af en gps-chip, der fortæller beredskabet, hvor de skal køre hen.
Vidensbank for intelligente produkter har tidligere set på intelligente hjelme, ligesom vi selv har behandlet smarte overvågningssystemer, men et fuldautomatisk trådløst system med indbygget positionering har vi vist ikke set før.Unge Spencer arbejder nu på at få patent på hjelmen, så den kan blive til andet end blot en et studieprojekt.
Spørgsmålet er så blot, om WIG kan konstrueres holdbart nok til at modstå et kraftigt sammenstød. Det hjælper jo ikke meget, at sikkerhedssystemet går ud sammen med den person, det skal overvåge!

