Er WEB TV fremtidens store TV-pakke?
TV streamet direkte via nettet bliver stadig mere populært. I USA uploader flere af de store broadcastere deres indhold gratis til deres egne webservices stort set samtidigt med at det ruller over den traditionelle sendeflade. De mest populære tjenester er ABC's eget website, hvor serier som Lost i HD kvalitet, Extreme Makeover og Ugly Betty er tilgængelige kvit og frit, hvis man da vel og mærke har en amerikansk IP-adresse. En anden populær service er Hulu.com, der er et samarbejde mellem NBC Universal og News Corp. Her kan man ligeledes kvit og frit tilgå serier som Heroes, 24 timer og The Office, men igen er det kun for amerikanske brugere, da tjenesterne anvender geoblocking, som dog relativt let kan omgås, hvis man anvender en IP-blocker som f.eks. www.strongvpn.com.
Spørgsmålet er, hvor lang tid der går inden forbrugerne kraftigt overvejer om TV-pakken overhovedet skal fornyes? Den store TV-pakke med filmkanaler og sport stod for blot et par år siden højt på undertegnedes ønskeseddel for et bedre liv, men særligt hjemmets kvindelige islæt frygtede, at det ville afstedkomme et nonverbalt vakuum, hvor Carsten Werge og Per Frimann ville få mere taletid end hende, så den ide blev langsom men sikkert dræbt. I dag blot et par år senere virker drømmen om den store pakke faktisk ret så fjern endda. Den lille pakke dækker mere end vores fælles behov for TV, imens jeg i stigende grad kan gå online og få dækket det personlige behov. Justin.tv er sikker leverandør af alle kampe fra Premier League og de fleste andre kampe for den sags skyld (om end i en fra tid til anden dårlig kvalitet), mens TV2 Sport og Viasat har sikret min adgang til alle kampe i de første 5 runder af Superligaen på grund af deres test af Web-TV. Hvad jeg gør i 6 runde må jeg finde ud af, men mon ikke der dukker en ny løsning op?
Derudover findes et blodrødt hav af sites, som f.eks. den genfødte onside.dk og tv2sport.dk, hvor man kan finde mindre klip og højdepunkter fra kampene OnDemand. Derfor føles det lidt som om, at i takt med at indholdet på nettet udvides, så mindskes min higen efter de store TV-pakker. Hvorfor skulle jeg betale for en filmkanal, når iTunes, Netflix og alle de andre OnDemand services langsomt men sikkert udbygger deres online udbud? Jeg tror personligt TV-pakkens dage er talte, da fremtidens forbrugere vil kræve langt mere fleksibilitet, valgfrihed og gennemskuelighed. Musikindustrien har allerede oplevet det, da iTunes gjorde op med måden hvorpå musik distribueres og pakkes. Hvorfor skal jeg købe et helt album, når jeg nu faktisk kun er interesseret i to numre? Denne indgroede tradition i pladeindustrien tog det lang tid at få bugt med, men i dag er salget af albums lavere end nogensinde før. Tilsvarende vil vi i de næste 3-5 år skulle til at gentænke hvordan TV-produktet pakkes og distribueres, men mon ikke også vi nok skal finde løsninger på det problem - nogen forslag?

