TJEN PENGE PÅ AT LAVE X-BOX SPIL I FRITIDEN

Tjen penge på at lave X-box spil i fritiden

Enhver hobby spilproducent har siden slutningen af 2006 kunne udvikle spil til den populære Microsoft Xbox 360 konsol, men det har aldrig været et økonomisk eventyr. Det agter Microsoft nu at lave om på og tilbyder at dele indtægterne på spil solgt via deres Community Game Service. Det betyder dog ikke at Xbox vil blive overløbet af halvdårlige spiltitler, da alle spil skal godkendes i en peer-review proces inden de sættes til salg online. Dette er selvfølgeligt et tiltag, som skal sikre en ensartet og høj grad af kvalitet, men kommer man igennem nåleøjet, så kan der være gode penge at tjene.

Det er udviklerne selv som prisfastsætter spillene, men der er dog sat nogle øvre og nedre grænser, som delvist fastlægges af filstørrelsen. Spil på op til 50 MB vil koste maksimalt 2.5 $ og spil på mellem 50 og 150 MB kan prisfastsættes til mellem 5-10 $. Endvidere kan prisen justeres i forhold til hvor godt det sælger, men der kan faktisk være penge i det for udviklerne. De officielle udmeldinger lyder på at 70 % af indtægterne går til udviklerne, mens Microsoft tager de resterende 30 %. Microsoft har dog mulighed for at tage yderligere 10-30 %, hvis de vælger at reklamere for spillet på forsiden af Xbox.com, da det eksponerer det enkelte spil for op imod 12. mio. brugere. 

Konceptet er selvfølgeligt ikke nyt, men det er dog interessant at se hvordan stadig flere indenfor spilindustrien aktivt anvender crowdsourcing til at udvikle nye innovative spilkoncepter. Endnu mere interessant er det at se hvordan man professionaliserer crowdsourcing og gør det indtægtsgivende for at skabe større incitament hos de enkelte udviklere. Spilindustrien er inde i en rasende udvikling for tiden med enorme vækstrater, så jagten på de talentfulde udviklere er selvfølgelig godt i gang, og mon ikke denne platform bliver et af de bedre steder at finde nye rekrutter? I hvert fald er læringskurven indenfor spiludvikling for nedadgående, så man behøver ikke være Ph.d. i datalogi for at kunne være med, da de nye intuitive interfaces lægger værktøjer ud til lægfolk og alle andre med en smule IT-kendskab og en stor portion fantasi og sans for sammenhængende koncepter, som er på vej til at blive den knappe ressource indenfor branchen.

Læs mere her.

Tags