Fest på hospitalet – Kulturens helende effekt afprøvet.
”En dosis kultur” er et projekt, der udfordrer den traditionelle hospitalsindlæggelse ved at bringe Århus Festuge til sengeliggende patienter på Skejby Sygehus. Samtidig får de blandt andet adgang til Danmarks Radios arkiver og filminstituttets samling.
En hospitalsindlæggelse indebærer som regel en oplevelse af isolation fra den hverdag og fest, der er rammen om vores tilværelse.
På Innovation Lab arbejder vi eksperimentelt med fremtidens patienter og deres kommunikative muligheder for at bryde denne isolation efter individuelle behov, ønsker og evner. De er måske nok ’bundet’ til sengen, men det skal ikke forhindre dem i at have en virtuel frihed, hvor de kan udfolde sig efter eget ønske. Innovation Labs rolle i dette projekt er at følge op på de erfaringer som projektet genererer undervejs. De fremtidige hospitaler er på tegnebordet og det involverer en nytænkning af relationerne mellem fremtidens patienter, deres pårørende, og det sundhedsfaglige personale.
Århus festuge, og de kunstnere der har stillet deres arbejde til rådighed, skal ganske enkelt bringes ind til patienterne på hospitalet i en prøveperiode. DR sender direkte fra udvalgte arrangementer til patienterne, der får mulighed for at følge festugen ’live’. Kulturbegivenheder kan formidles med en samtidighed og et virkelighedsnærvær, der hidtil har været svært, men som teknologien nu til fulde muliggør. Opfattelsen af hospitalsopholdet som ’offline tilværelsen’ brydes hermed for en stund via sengens computerskærm som HP har stillet til rådighed. Man kan altså være lidt med i byen hvor det foregår og få del i de oplevelser som kammeraterne har.
Underholdning og adspredelsesmuligheder er i sig selv en mangelvare for patienter på de fleste sygehuse. Mange vil sætte pris på en lille pause fra sygdommen når de ønsker det og i deres eget tempo, men projektet har flere dimensioner.
Hospitaler er huse, der danner rammen om vores største følelser. Håb, kærlighed, lidelse, afsavn, aggression magtesløshed og ja, naturligvis, liv og død. Følelser og tanker som vi som regel tier om, men som samtidig optager os dybt i form af kulturprodukter som film sportskampe og musik. Man kan kun undre sig over hvorfor patienter så længe har vansmægtet kulturelt på ugebladslæsning og hvad der tilfældigvis er i TV’et den eftermiddag.
Der er meget god grund til at arbejde med kulturens helende effekt og udfordre den antikverede tro på en nødvendig sammenhæng mellem passiviseret ro og helbredelse.
Om patienterne vælger at bruge arkivet som en pause fra sygdommen, en kilde til information, hjælp og trøst, en kulturel erindringsrejse eller noget helt femte, er vi meget spændte på at høre om. En del af patienterne vil måske ikke have kræfter og koncentration nok til at gøre brug af muligheden. Men andre vil gribe den frihed som DR, Festugen og filminstituttet tilbyder.
Under alle omstændigheder er det Innovation Labs rolle, at finde ud af hvad der giver mening sammen med de involverede patienter, personale og pårørende i projektet mens det forløber og hjælpe med til at udkaste perspektiver for fremtidens kommunikation på, til og fra hospitalerne.
Projektets parter er: Århus Festuge Danmarks Radio, Det Danske Filminstitut, kræftens bekæmpelse, HP og Innovation Lab.


