THE NEW GREEN IS PINK

The new green is pink

pink-tree570.jpg

Der er lang vej fra fortidens langhårede økoflippere og til nutidens Tamm-klippede greentech pengemaskine. Heldigvis, bæredygtighed skal kunne betale sig. Men hvor idealisterne i 70’erne kunne rette harmen mod Proms og Høfde 42, er nutidens klimasyndere langt mere guerilla-drevne i deres væsen og svære at se isoleret.
 
Bæstet, der er ved at varme kloden op til uoverskuelige konsekvenser for vore efterkommere er ikke en fabrik i Kina, en af Rhinens kemi-virksomheder eller landbrugsudledning. Det er resultatet af et gennem generationer indarbejdet overforbrug af ressourcer og en samstemt kultur omkring det. Den største klimabelastning er dagligdagens forbrug, terroristen er os selv og vores belastende hverdag i de trygge tilværelser og hyggelige hjem.
 

"Den største klimabelastning er dagligdagens forbrug, terroristen er os selv og vores belastende hverdag i de trygge tilværelser og hyggelige hjem."

Heldigvis er kuren overordentlig behagelig. Hvis vi realiserede alt det, vi går og snakker om, vi gerne vil, havde klimaet ikke noget problem. Hvis vi satte tempoet ned og nedbragte antal rejsedage på jobbet, spiste sundere og mindre kød, cyklede til arbejde og i det hele taget gjorde en indsats for vores eget velbefindende, så ville klimaet og efterkommerne også vinde. Det kunne Danmark, som mulig scene for en restruktureret velfærdsmodel, være helt central for med foregangsløsninger, -produkter og  –systemer, der understøttede en ny velfærd gennem ændret adfærd.
 
Vi søsatte i sin tid en revolution i design og møbelbranche ved at tænke i social innovation først og fremmest, æstetik lige efter. Stolene skulle faktisk frelse arbejderklassen fra klunketidens indelukke. Hvis vi nu kombinerede samme menneskecentrede syn og eksperimental vovemod med lidt overstadig livslyst havde vi måske en særlig vinkel på det boomende bæredygtighedsmarked. Måske er det nye ”grønne” i virkeligheden lyserødt.

Mere debat?
Tags