INNOVATION IFØLGE RASMUS MODSAT

Innovation ifølge Rasmus Modsat

Innovation handler om at turde spænde ben – for sig selv og andre. På den måde dukker de nye perspektiver, der bryder med vanetænkning og gamle antagelser, op. Vi har sat Rasmus Modsat i gang med at identificere de mest udbredte antagelser om innovation. Kun for systematisk at vende antagelserne på hovedet og give dem en velfortjent rystetur.

Her er fire af de mest udbredte:

Innovation begynder med kreative brainstorms! Den måske største fejltagelse inden for innovation er, at det hele begynder med kreative brainstorms og masser af gule post-it lapper i et stort kreativt kaos. Innovation begynder derimod med indsigt i målgruppens behov og den teknologiske udviklings muligheder. Kun gennem solid indsigt bliver der udsigt til nye idéer, der holder hele vejen!
Innovation handler om at udvikle nye produkter! En klassisk fejltagelse er at fokusere på produkter i innovation. Studier viser, at fokus på nye forretningsmodeller giver langt bedre resultater. Men hvad med den måde, virksomheden ledes på? Er det måske på tide at revidere den? Innovation dækker hele spektret af nytænkning på alle niveauer. Innovation kan sagtens være omkostningsreduktion, så definér udgangspunktet tydeligt!
Innovation er utæmmet kreativitet og kan ikke ledes! En udbredt antagelse er, at der skal skabes frie rammer for at skabe innovation. Problemet er bare, at frie rammer ofte er ensbetydende med, at der ikke er opbakning, og at der ikke står nogen parat til at føre koncepterne videre. Innovation skal ledes med seismografisk fornemmelse for produktive strukturer og motiverende frihed!
Innovation sker ved at tænke ud af boksen! Vi kender situationen, hvor vi skal tænke ud af boksen. Det ender som regel med halvdårlige idéer eller fuldstændigt vanvittige og utopiske forestillinger. For at skabe innovation skal der defineres velafgrænsede problemer og produktive bokse, der kan rammesætte tankerne på nye måder!
Tags