THE GOOGLE SECRETS VOL II

The Google Secrets Vol II

Google ligger lige omme i baghaven. I baghaven når man nu er en heldig Lab Agent som bor i Mountain View, CA, vel og mærke - og denne virksomheds herlighedsværdi synes ingen ende at ville tage. Grundene er mange -  og strækker sig fra organisatoriske regler for innovation, til kultur, medarbejderpleje og så videre og så videre. Lab Agenten har fået fingrene i en crisp rapport fra Stanford University, der fortæller om Googles veje til evindelig innovation. Vol II tuner ind på flere af gigantens keys til succes, innovationshøjde og radikal tænkning.  

 
Et af de vigtigste elementer i innovationsstrategien hos Google er det labre koncept Innovation Time Off. Innovation Time Off er et motivations incitament og en katalysator for radikale tankers udvikling. Det udgør 20% af samtlige ansattes tid på jobbet - det vil sige at kun fantasien sætter grænser for hvad der i disse timer bliver arbejdet på i Googles Plex og de mange øvrige lexe laboratoriegange. Om det er succesfuldt? Oh Yeah! De sideløbende Innovation Time Off projekter udgør ca. 50% af Googles nye produkt lanceringer (!) kendte eksempler tæller blandt andet Gmail og Google News. Købmandsegenskaberne skal vist ikke være overvældende for at se hvor genial en investering de 20 procents frigivede arbejdstimer egentligt er, dertil kommer der et bonus pay off i motiverede medarbejdere med kontinuert engagement, stor selvbestemmelse og frihed i jobbet. Fik jeg sagt genialt? 
 
Innovationsevnen og kapaciteten hos Google er ikke tilfældig. Google søger udelukkende at ansætte de allerbedste - det vil såmænd sige at før dit nye job hos Google er i hus, har de allerede spenderet 87 mandetimer på dig i ansættelsesprocessen og du vil have svaret på spørgsmål i Google Labs Aptitude Testen som ex. "Hvad er efter din mening den smukkeste matematiske ligning?" Foruden kvalifikationer i rocketscience ligaen, skal man for at arbejde hos Google være en garvet risikotager. Vice President of Engineering indtil 2005, Wayne Rosing, fortæller at Google søger netop disse mennesker da "de er deres egen chef". Med det mener han at samtlige ansatte skal have et så stort drive at de kan lede dem selv, lede situationer, håndtere uforudsete hændelser og tage store risici. En hjørnesten i Google´s filosofi er derfor ikke overraskende at "Great people can manage themselves"  
 

Jobbet hos Google er sikkert de færreste dage fra 9-5, så for at makse de ansattes fokus og dedikation, har Google gjort livet en hel del mere bekvemmeligt for de ansatte via alverdens herlige services på Google Campus og udenfor. For blot at nævne enkelte af disse er: Mad - alle slags, alle steder, hele døgnet rundt. Tøjvask og rens. Bilvask. Olieskift og almene tjek udført af Google mekanikeren. En Google cykelmekaniker er der selvfølgelig også, og skulle det være helbredet eller udseendet der skal bedres, ja så kan du besøge Google doktoren eller Google frisøren som begge befinder sig on-site. Google regner selvfølgelig med at få noget retur for alle herlighederne - de forventer glade medarbejdere, som glemmer hverdagens småproblemer, stress og jag, for at have det godt, for at fordre kreativitet, for at bruge energi på dialog, innovation, videndeling og morgendagens radikale tanker. 

Fortsættelsen fra Silicon Valley følger...

Fik du ikke Vol I med, så værsgo 

Dedikeret til at bringe Innovation Labs læserskare et bidrag til det absolut seneste på innovationsfronten, rapporterer Lab Agenten Louise ivrigt fra sin udstationering i Silicon Valley hos Innovation Center Denmark. Et miks af business innovation, clean tech, ICT og teknologiske landvindinger vil i den anledning finde sin vej til ilab.dk fra innovationsmekkaet i vest.

Tags