PRINT LEVENDE VÆV

Print levende væv

3D-printeren spytter nye kropsdele ud

Print levende væv

Du kender godt 3D-printeren, som lag for lag, kan opbygge komplekse strukturer - ellers så bestil en rundvisning i vores Demolab og se eksempler herpå. Men forestil dig så en 3D-printer, der i stedet for at spytte døde objekter ud, er i stand til at printe levende væv. Knogler, hud, en ny bugspytkirtel eller måske et helt øre, hvis man stod og manglede et. I fremtiden er vi ikke afhængige af organdonorer - der printer vi kroppens reservedele.

Sådan bliver det i hvert fald, hvis det står til James Yoo fra Institute of Regenerative Medicine ved Wake Forest University, US. Han har søgt patent på en printer, der fungerer ligesom en inkjet printer, men som udskriver levende væv.

Det vil sige, at der i printerpatronen er en substans af levende celler, og lag for lag opbygges så en struktur i 3D. I lighed med farvepatroner indeholder forskellige patroner forskellige slags celler, således at meget komplekse strukturer - som væv jo er - kan sammensættes.

For at printe fx en knoglestruktur, vil det kræve en substans af en eller flere knogleceller, et støttemateriale til at holde sammen på tingene og en form for væksthormon. Tykkelsen på de printede lag kan variere fra helt ned til 2 mikrometer til op omkring 3mm.

Kender man sine drengerøvsfilm, husker man scenen i Face/Off fra 1997, hvor betjenten, der fik skudt sit øre af under pågribelsen af Caster Troy, får et helt nyt regenereret i en laser 3D-printer. Det er sådan vi forestiller os, at James Yoos patent kommer til at virke, og det viser blot, at virkeligheden endnu en gang overgår fiktionen.

Der er dog lang vej fra patentansøgning til færdigt produkt, så vent lidt med at ringe til din læge og bestil et print af en ny lever.

Tags