ROBOTTEN LYVER TIL SIN EGEN FORDEL

Robotten lyver til sin egen fordel

Snyd, løgn og bedrag er hvad man kan forvente af fremtidens robotter

Nu er meningen jo, at robotter er menneskenes slaver, som i ren selvopofrelse slider kuglelejrene ned for at behage deres herskere. Men tænk hvis det ikke var sådan? Hvad hvis de havde en skjult dagsorden og arbejdede til deres egen fordel, når det passede dem? Det kunne være introen til en tilfældig sci-fi gyser, men det er faktisk lykkedes at skabe robotter, der lyver og bedrager sine egne i døden.

Det lyder meget dramatisk, men det er hverdag for de robotter, som indgår i et forskningsprojekt ved Laboratory of Intelligent Systems ved Swiss Federal Institute of Technology. Projektet er et studie i, hvordan robotter lærer at kommunikere med hinanden og arbejde sammen i flok for at sikre overlevelse.

I praksis er der kun tale om små hjulbaserede robotter udstyret med sensorer og lys og heldigvis ikke store armerede dræberrobotter. Robotterne blev indledningsvist programmeret til at lyse tilfældigt og til at bevæge sig efter lyset. De blev i forsøget sat ned i et miljø med stationer, som enten opladede deres batterier eller sugede dem for energi. Hvad, der gjorde hvad, kunne først afgøres, når robotten var helt tæt på.

Som en flok blinde høns, driblede de små robotter så rundt. Når de stødte ind i fælden skyndte de sig væk, og når de fandt livets kilde - ja så blev de der. Ved at gentage forsøgene igen og igen og i en fremskyndet evolutionsproces løbende udskifte de svage robotter - dem som var dårlige til at finde energikilden, blev robotterne i den 50. generation i stand til at kommunikere systematisk gennem lys. De advarede simpelthen hinanden, når de fandt enten energi eller gift.

Men nogle fordækte robotter spillede et ganske andet spil. Når de fandt gift, fortalte de de andre, at det var energi, og når de havde lokket deres brødre i døden, trillede de selv over til maden uden at oplyse andre om det. Det foruroligende er naturligvis, at dette handlemønster ikke var forudprogrammeret af forskerne, men noget som robotterne selv udviklede over tid.

Der blev dog skabt en form for balance i kraften, for udover de svigagtige robotter var der også ægte helte, som ofrede sig for fællesskabet. Da nogle af robotterne fandt fælden, blev de der nemlig og advarede de andre, mens livet blev suget ud af dem.

Vi har faktisk tidligere set på botter, som efterhånden lærte at bluffe - altså lyve - i kortspil, da normale strategier ikke virkede for dem. Det fortæller os blot, at når vi giver computere intelligens i vores eget billede - ja så bliver de ligesom som os: Løgnagtige, egoistiske og udspekulerede...

Tags