Fremtidens museum findes ikke

Det traditionelle museum ligger i montren ved siden af tollundmanden

Skrevet af Jens Roland, 2. december 2007

Verdens første museum lå efter sigende i det sagnomspundne bibliotek i Alexandria, og samme dystre skæbne, som overgik verdens største bibliotek, venter nu alverdens traditionsbundne museer.  De seneste hundrede år har forandret det samfund, museet blev skabt til at tjene, og de næste hundrede vil afgøre, om museet som institution vil forsvinde fra jordens overflade.

Museet på en knivsæg

Et museum er en ”permanent institution, der tjener samfundet og dets udvikling, som er åbent for offentligheden, som skaffer, konserverer, forsker i, formidler og udstiller de håndgribelige og uhåndgribelige vidnesbyrd om mennesker og deres omgivelser, med det formål at undersøge, uddanne og fornøje”. Definitionen fra det Internationale Museumsråd, ICOM, kæmper en tapper kamp for at finde et ståsted, men ender med at inkludere alt fra zoologiske haver til historiske mindesmærker, fra Brahms til brintbomben. Museets tre formål – at undersøge, uddanne og fornøje – peger i hver sin retning og udgør en balancegang, som kan få de arkitekttegnede mure til at styrte sammen om det såkaldt ’moderne’ museum.
Udfordringen for det moderne museum er med andre ord at finde et ståsted, hvor forskning, viden og underholdning smelter sammen og bliver større end summen af de tre alene. De tre områder kan naturligvis ikke helt adskilles, men et fejlplaceret fokus kan koste et museum dets besøgstal, støttekroner og integritet.

• Sælger man museet som forskningscenter og -formidler, risikerer man at marginalisere sig selv ved at fokusere på en for lille målgruppe, og man skal samtidig konkurrere med såvel universiteterne som lettilgængelige videnskabelige kilder online.
• Sælger man museet som videnscentral, lægger man sig ud med Google, bibliotekerne og tusinder af dokumentarfilm.
• Og forsøger man at sælge museet som underholdningshus, skal man konkurrere med forlystelsesparkerne, det lokale fodboldstadion og ungernes Playstation derhjemme

Samlingerne falder ved civilisationens sværd

Problemet er, at museet som institution traditionelt har været et sted, hvor man samlede smukke og fascinerende værker og genstande, og disse samlinger har tiltrukket nysgerrige sjæle fra nær og fjern. Museet var en oplevelse – på museet kunne man se sære og vidunderlige ting, som almindelige mennesker ellers aldrig ville møde i deres dagligdag. Museet var en chance for at lære om fjerne tider, steder og mennesker. Hvordan levede vikingerne, hvem spiser hvem på Afrikas savanne, og hvad følte Munch, da han malede Skriget? En sådan ophobning af viden var et unikt folkeligt skatkammer, på samme måde som bibliotekerne var det for det skrevne ord.

Dette er en billedtekst der gerne skulle være placeret under

Engang var museet med andre ord det eneste sted, hvor fortidsminder, kunstværker og andre udstillingsobjekter kunne opleves. Man havde ingen mulighed for at reproducere værkerne tilfredsstillende, ingen infrastruktur til at gøre dem tilgængelige for alverden og i det hele taget relativt få kulturelle tilbud til den almindelige borger i forhold til moderne tider.

Den vestlige verden af det 21. århundrede ser meget anderledes ud, end da de første offentlige museer opstod ved starten af industrialiseringen. Vi har globale massemedier, en højkommerciel oplevelses- og underholdningsindustri og milliarder af mennesker, der taler sammen på tværs af landegrænser. Med et ord: civilisation.  Og det er blot tre af de kolossale omvæltninger, der er sket på mindre end 100 år – og tre syvtommersøm i det traditionelle museums kiste. Viden anno Google er ikke længere en mangelvare, underholdning kan aftappes i præcise doser på YouTube, og Discovery Channel sender hele døgnet rundt.

Det virtuelle museum

 I 2004 skabte Louvre og NRC en virtuel 3D-model af Da Vincis maleri Mona Lisa ved hjælp af en specialbygget hvidlaserscanner. Scanneren fangede den virtuelle Mona Lisa med en nøjagtighed helt ned til en tiendedel af tykkelsen på et menneskehår. Hver fure i lærredet og hvert penselstrøg er med i 3D, langt mere nøjagtigt end det menneskelige øje kan se. Leonardo da Vincis mesterværk er nu bevaret for eftertiden i digital form, og det er kun et spørgsmål om tid, inden den samme skæbne overgår Tutankhamons dødsmaske, Venus de Milo, Picassos Guernica og resten af verdens analoge kulturskatte.

Siden har Louvre åbnet dørene for ’Second Louvre’, et 3D-museum i den virtuelle onlineverden, Second Life, og utallige museer verden over har fulgt trop. Virtuelle museer gør det muligt at videreføre kunstinstallationer, der ikke findes længere; at gøre oplevelsen af et kunstværk tilgængelig uafhængig af lukketider, landegrænser og naturlove. Og de gør det muligt at genskabe historiske steder og begivenheder – lade gæsterne mærke historiens vingesus fra første parket på spidsen af højre vingeben imens Wright-brødrene gør flyet klar, eller Tollundmanden slubrer sin sidste skål vælling i sig.

Det græske forskningsprojekt, ’ARCHEOGUIDE’, er et samarbejde mellem syv europæiske organisationer, der i fællesskab er ved at udvikle en teknologi, der muliggør Augmented Reality over arkæologiske udgravninger. Augmented Reality er en familie af teknologier, der gør det muligt at lægge digitale lag oven på virkeligheden. Når ARCHEOGUIDE-projektet er færdigt, vil man kunne gå omkring i de ødelagte ruiner af et græsk tempel og ved hjælp af særlige briller kunne se templet omkring sig, som et 3D-lag oven på virkeligheden, præcis som det så ud for 2500 år siden. Måske møder man en virtuel vranten Sokrates på vej hjem til konen..

Kritikpunkterne er til at få øje på: Men hvad så med autenticiteten, hvis udstillingerne bliver virtuelle? Guldhornene er kopier. Den lille havfrues hoved er en kopi. Michelangelos David på Piazza della Signoria i Firenze er en kopi, placeret der i 1910. Masser af videoinstallationer fremstilles i adskillige kopier, alene så de kan udstilles flere steder på samme tid. Og ved digital kunst er begrebet endnu mere udvisket: Er der forskel på en original, ’kreativ’ bit på kunstnerens harddisk, og en kopi af denne bit? Vores museer og historiske steder er fyldt med reproduktioner, der ofte er betydeligt mindre akkurate, end moderne teknologi tillader. Den rene autenticitet har vi opgivet for længst alligevel.

Hvad med fremtiden

Faktum er, at det fysiske besøg kræver tid, energi og penge, hvad enten det handler om museumsbesøget, høflighedsvisitten eller de daglige gøremål, og de sidste 100 år har vi taget imod de teknologiske alternativer med kyshånd. Engang måtte man tage i teateret for at opleve dramatiske forestillinger, komedier og storslået musik. Siden kom radio, grammofon, TV, DVD-skiver og utallige andre måder at få en stort set tilsvarende oplevelse, og teateret optager nu en langt mindre rolle i samfundet. Boghandlerne og de mest innovative biblioteker har oplevet samme transformation og har imødekommet udviklingen ved at genopfinde sig selv som multimedieorienterede bogcaféer med gratis cappuccino, bløde sofaer og Wi-Fi. De stræber nu efter at være oplevelsesmiljøer centreret eller tematiseret omkring bøgerne.

Nutidens museer har et utal af uudnyttede teknologiske muligheder; IMAX-biografsale med immersive multimedieoplevelser; radiotaggede armbånd kodet med de besøgendes interesser og tidligere besøg; personaliserede oplevelser, der skabes på stedet  til den enkelte gæst, og virtuelle samlinger og udstillinger.  Potentialet i det techsperience-berigede museum er uanede – og nødvendige, hvis fremtidens museum skal undgå at ende med selv at høre til på et museum.

Artiklen stammer fra Magasiet Xpector, december 2007

Som medlem af Innovation Lab modtager du gratis Xpector med posten ligesom du har fuld adgang vores LabTV OnDemand med fordrag fra alle events.