Få stedsans ved hjælp af lys!
Don’t walk into the light! Det citat støder filmelskere ofte på, når de ser amerikanske film med en døende helt eller heltinde. Lyset ses som et pejlemærke for et menneskes overgang mellem liv og død. Efterhånden er citatet blevet en så stor kliche, at få moderne instruktører bruger den. I den teknologiske stedsans’ verden har lys indtil videre ikke spillet nogen hovedrolle, men i den verden er lyset ved igen at få status som pejlemærke.
Det amerikanske firma Talking Lights har nemlig opfundet et system, som via lys kan lokalisere folk indendørs. Ofte har det netop været et problem, at GPS-systemet ikke virker indenfor, hvor det især på hospitaler er en fordel at vide, hvor medarbejderne er. Selve systemet består af tre dele, hvor der selvfølgelig skal være en lyskilde, som udsender manipuleret lys med indkodet positionsinformation.
Udover lyskilden skal der naturligvis også være en modtager på den person, som skal lokaliseres, samt noget software der kan hitte rede i modtager og lyskilde. Det er altid interessant at læse om nye positioneringssystemer, men hvorvidt lyssystemet er bedre end andre er nok tvivlsomt. Hvad sker der, når man slukker lyset eller en lyspære springer? Det er i hvert faldt begrænset, hvor vigtige opgaver systemet kan varetage. Et andet problem er, at lys er dyrt at have tændt hele dagen.

