BØRST TÆNDER RIGTIGT GENNEM LEG

Børst tænder rigtigt gennem leg

Computerspil gør tandbørstning både sjovt og lærerigt

Børst tænder rigtigt gennem legDet er vigtigt, at børn lærer at børste tænder rigtigt, men det er ikke uden problemer, for ofte gider de ikke, eller også gør de det bare ikke ordentligt. Men ved at gøre tandbørstning til en leg, vil man nu motivere børn i alle aldre til at finde tandbørsten frem helt frivilligt - og samtidigt sørge for at de går grundigt til værks ved at visualisere processen på en computerskærm.

Professor Hao-hua Chu fra National Taiwan University står i spidsen for et projekt, der fjerner den sure pligt fra tandbørstningen, og i stedet gør det lærende - men på den sjove måde! For enden af en normal tandbørste har de tilføjet en lille boks med tre LED-lys på hver side, og med et webcam placeret over vasken kan lysene - og dermed også tandbørsten positioneres i tre dimensioner.

På den måde kan op til 24 forskellige områder i munden identificeres, hvilket er rigeligt til de 20 mælketænder, de fleste børn er udstyret med. Det er altså muligt at beregne, hvilke tænder børstehovedet er i kontakt med og i hvor lang tid.

Denne information bruges herefter i et simpelt computerspil, hvor et sæt virtuelle og beskidte tænder bliver vist på en skærm. Efterhånden som tandbørstningen skrider frem, bliver tænderne på skærmen børstet hvide, mens man har overblik over hvilke tænder, der endnu mangler at blive børstet.

Forsøg med en gruppe børnehavebørn viste, at tandbørstningen blev dobbelt så effektiv, når børnene brugte den intelligente tandbørste frem for den almindelige.

Så det beviser blot, at når man slører ellers kedelige pligter med leg og en smule IT, kan man lokke børn til det meste. Som når man får dem til at hente ting for en ved blot at se på sit ur og spørge: “Hvor hurtigt kan du gøre det?”. Lignende spil må kunne opfindes, så de også gladeligt går i bad, går ud med skraldet og tager opvasken…

Se en demonstrationsvideo af den intelligente tandbørste efter klippet.

Playful Toothbrush (pdf) via New Scientist

Tags