Fremtidens søgemaskine forstår hvad du mener
Næste generation af søgemaskiner søger ikke på tekst, men på mening
Google er verdens mest populære søgemaskine, men den - og alle andre søgemaskiner - har ikke forstået noget helt grundlæggende: Nemlig hvad der egentligt menes med søgningen. Det er naturligvis ikke optimalt, når den agent, som skal finde information til os, i bund og grund slet ikke ved, hvad vi taler om, men blot leder efter de nøgleord, vi giver den. En ny type søgemaskine går lidt dybere og søger efter meningen, hvilket i sidste ende vil spare os for en masse tid og ubrugelige søgeresultater.
Søgemaskinen med det knapt så mundrette navn Eeggi er en intelligent søgemaskine, som ikke blot søger på ordet, men også den bagvedliggende mening. Fx refererer ordene bil, øse og spand til det samme koncept om et firhjulet køretøj, men en normal søgning på ordene vil give tre vidt forskellige søgeresultater. Ligeledes er der en dobbeltbetydning af ordet “spand”, hvilket yderligere mudrer søgeresultatet.
Det mener Eeggi at kunne se igennem således, at hvis man søger på ordet bil, vil man også få resultater med øse og spand - hvis de da netop har betydningen bil. Umiddelbart vil man tro, at det giver langt flere søgeresultater, men samtidigt bliver alle de irrelevante siet fra, så kvaliteten af resultaterne vil være højere.
Desuden er søgemaskinen konstrueret til at besvare direkte spørgsmål, så hvis man spørger: “Hvornår er Napoleon født”, får man svaret “15. august 1769″. Det er væsentligt hurtigere end første at skulle søge på “Napoleon” og “født”, og derefter gennemgå resultaterne for det mest plausible svar.
Eeggi står i øvrigt for Engineered, Encyclopedic, Global and Grammatical Identities, hvilket understreger tilsidesættelsen af det formmæssige og sproglige for den bagvedliggende mening.
Det ligner et skridt på vejen til næste generation af internettet, som også kaldes det semantiske web, som forsimplet går ud på at tilføje indholdet mening. På den måde ved computere, hvad en tekst (eller verdenen) indeholder og kan forholde og relatere sig til det i stedet for blot at genkende ordene.
Eeggi er endnu ikke funktionel, men demoerne ser ret imponerende ud.

