Overlad børnepasningen til robotter
Japansk indkøbscenter ansætter robot som babysitter
Om en indkøbsoplevelse er god eller dårlig, afhænger som regel af, om man er i selskab med det djævelskab, der nogle gange går under navnet ønskebørn. Derfor ser man også i flere indkøbscentre, at der tilbydes børnepasning, så far og mor kan få fred til at skyde børnepengene af. I Japan skal man selvfølgelig overdrive, for der har robotter indtaget legelandet og erstattet de menneskelige babysittere. Tør du overlade dit barn til en mekanisk legeonkel?
Det japanske shoppingcenter Aeon Mall i det sydlige Japan har netop introduceret en babysitter-robot i samarbejde med robotproducenten Tmsuk. Robotten er i børnestørrelse 1,4m høj og ved at udstyre børnene med et særligt badge (formentligt et RFID-tag), kan den genkende dem og chatte med dem.
Via en projektor i det ene øje kan den desuden underholde ungerne med reklamer eller billeder, som den tager med et kamera i det andet øje.
At der ikke længere er plads til mennesker i børnepasningsordningen skyldes angiveligt et faldende folketal i Japan, hvor mange servicefunktioner som resultat bliver overtaget af menneskelignende robotter (humanoids).
I den forbindelse har robot-babysitteren en anden vigtig funktion, nemlig at vænne børnene til at omgås robotter, for de kommer formentligt til at se på dem resten af livet.
Om det er en god idé at overlade børnepasningen til sensorer, chips og printplader, kan man måske stille spørgsmål til. BUPL er nok ikke i tvivl, men det kan i sidste ende blive et nødvendigt supplement, hvis man ikke kan få andre til det (de strejker formentligt heller ikke så meget).

