Overvåg mig

Jeg vil gerne overvåges. Jeg vil gerne have store, internationale selskaber til at se private informationer om mig, mine vaner, mine ønsker og behov. På nettet, i butikkerne, på gader og stræder. Jeg glæder mig til at kunne afgive så meget data om mig selv, at der til sidst er nogen, der ved mere om mig, end jeg selv gør. Jeg gider nemlig ikke huske på 9 forskellige pinkoder til benzinstationer. Jeg gider ikke slæbe rundt med en pung, der har 45 kontokort til rabatordninger og VIP-behandling i alt, lige fra Ikea familyklubben til Whiskylauget.

Jeg gider ikke trættes af Tena ladyreklamer i fjernsynet ( hvis jeg havde et), når jeg hverken er midaldrende, kvinde eller inkontinent. Jeg gider heller ikke skulle indtaste min adresse, hver gang jeg bestiller noget på nettet - eller huske på de gennemsnitligt 22 brugernavne og passwords en gennemsnits onlinedansker i dag skal huske på. Jeg gider ikke sortere alle de tunge og ligegyldige reklamer fra de relevante tilbudsaviser.

Jeg gider ikke høre radio, hvor det kun er hvert fjerde musikstykke, jeg kan lide. Jeg gider faktisk ikke engang læse en avis, hvor det kun er 20 procent af artiklerne, der interesserer mig. Og når jeg tænker på det, gider jeg ikke købe tøj i en butik, der ikke ved hvilke størrelser, jeg bruger. Eller spise mad, jeg ikke kan lide, på en restaurant.

For det behøver jeg nemlig ikke. Det kræver bare, at jeg accepterer, at der er nogen, som aflurer mine særheder, husker mine vaner og kender mig. Tænk, at nogen gider. Huske min musiksmag, mine livretter, min yndlingsfarve, min tøjstil, mit krav på rabat, min pinkode, min manglende interesse for sport. Invasion af mit privatliv, ja tak. Hvis det til gengæld kan skære den enorme bunke tid væk, jeg skal bruge på igen og igen at fortælle de samme ting, udfylde formler, huske koder og adgangsnavne og slæbe identifikation med mig rundt.

I vejen for det hele står en udbredt frygt for at blive overvåget. Frygten for overvågning var rationel nok i det gamle DDR, men jeg kan næppe forestille mig hårdt pressede offentligt ansatte eller dyrt betalte privatansatte, der får noget ud af at glo på min almindelige hverdag.

Overvågning er nemlig ikke længere personlig, menneske til menneske, den er teknisk og automatiseret. Det er dataopsamling på nettet, fingeraftryksgenkendelse i butikken eller videosoftware. Teknologierne er fuldt udviklede til at kunne genkende og overvåge automatisk.

Og den generation, der er født efter Honeckers Stasitid og opvokset med internettets vidtstrakte brug af overvågning, er snart købedygtige nok til at efterspørge overvågning i virkeligheden. Og så kommer det til at gå stærkt. Tag den, I overvågningsforskrækkede, der til gengæld ikke har noget imod at råbe de mest intime detaljer ned i mobilen hen over køledisken eller midt i gågaden.