FRI OS FOR FYRTÅRNE

Fri os for fyrtårne

Vi må have et fyrtårn! Mange steder og udsteder er kommet til den konklusion, når behovet for synliggørelse har vist sig. Et sted, der kan lyse op i landskabet og tiltrække opmærksomhed, kapital, arbejdspladser. Problemet er bare, at det gør fyrtårne ikke. De er gode til at advare tilrejsende ad søvej om ikke at komme for tæt på kysten, "kom ikke for nær" eller måske ligefrem "bliv væk", siger fyrtårnet praktisk. Hvorfor så ønske sig et fyrtårn?

Ord siger mere, end vi lægger mærke til. For langt de fleste fyrtårne formår da heller ikke at indfri forventningerne og kan med tiden komme til at stå som monumenter over en fejlslagen ønsketænkning. "Bliv væk", ender de med at sige, "her er tingene ikke som de syner, der er farlige rev under overfladen". Og det er jo helt i tråd med ordet "fyrtårns" praktiske betydning, selvom det nok ikke er helt i tråd med den oprindelige mening.

Nå, men hvad så med en gazelle? Sådan én må man være! Hurtig i springet og adræt. En prisvinder, vækst, vækst og atter vækst. Eller måske i virkeligheden et ikke særlig sindrigt byttedyr, der kun lever i flok og hurtigt bliver udmattet. Oplagt løvemad. Hvorfor vil man være det? Igen får sproget ret. Tro mod metaforen er der mange gazelle-kårede virksomheder, der fortoner sig i konkursglemselens mørke, IT-Factory og derudad. Kort men hurtigt liv. Af 13 underarter er langt de fleste gazeller truede af udryddelse. Det tror pokker. 

Fyrtårnet i Alexandria var et af verdens vidundere. Det mest fantastiske ved fyrtårnet var efter sigende et spejl, en højteknologisk frembringelse, der kunne sende sollyset i en koncentreret stråle mod uvedkommende skibe og sætte ild til deres sejl. Desværre endte man med at sætte ild til et langt vigtigere vidunder - Alexandrias verdensbibliotek, der trods alt havde fungeret som verdens vidensreserve. Datidens internet, slået af et fyrtårn. Sådan ét, som man brændende ønsker sig rundt om i Danmark.

Pas på med sproget, man kan ende med at få ret.

Tags