KØB BUSBILLETTER OVER TELEFONEN

Køb busbilletter over telefonen

Danmarkspremiere på mobil betalingstjeneste.

Køb busbilletter over telefonen

Vi skriver ofte om nye anvendelsesmuligheder for mobiltelefonen, men historierne har sjældent rod i danske initiativer. Det kan der være flere årsager til, men TDC har nu taget et ganske interessant skridt i den rigtige retning og tilbyder fra og med i går betaling af busbilletten via mobiltelefonen.

De af os, der tror på kollektiv transport som den miljøvenlige løsning - eller bare ikke har råd til bil endnu, har vel alle prøvet at stå og mangle en tyver til bussen. Busser tager jo ikke imod kort og udsigten til chaufførens dræberblik og demonstrative tilbagebetaling i femmere, når man betaler med sedler, giver en lyst til bare at gå.

Men den situation behøver ikke længere at opstå, da man nu kan købe sin billet via mobilen og betale over telefonregningen. Man skal godt nok bo på Fyn for at få glæde af tjenesten, da aftalen er indgået med FynBus, ligesom det kun er et pilotprojekt af et års varighed. Men resultaterne - som vi håber bliver overvældende - kan få indflydelse på, hvordan vi alle kommer til at betale for lignende ydelser i fremtiden.

Formelt hedder tjenesten SMS-billetten og virker ved, at man først sender en sms til et servicenummer med angivelse af start og destination, samt om man er barn eller voksen (regner man ikke med, at pensionister kan finde ud af det?). Dernæst skal man bekræfte sit køb, hvorefter man får tilsendt sin sms-billet. Når bussen kommer, viser man billetten til chaufføren, og så er man faktisk kørende.

Det er måske ikke mobilbetalingens hellige gral, man her har fundet og mht. brugerdesign, kunne det vist også gøres mere gnidningsfrit. At man i tekst skal skrive start og stop er fx ikke så hensigtsmæssigt, hvis man skal fra Niels Juels Gade til Harald Jensens Plads. Her ville en unik kode til hver rute være at foretrække, som passende kunne ophænges ved stoppestedet. Eller måske anvende QR codes eller RFID for helt at undgå misforståelser i transaktionerne?

Et krav til projektet har dog formentligt været, at det skal anvende eksisterende og almindelig udbredt teknologi - hvilket vel egentligt også er rimeligt nok, men som har sat visse begrænsninger på designet.

Det koster mindre end en kontantbillet, og da alle har en mobil, er der ingen undskyldning for ikke at hjælpe udviklingen på vej ved at afprøve systemet næste gang, du skal med bussen - hvis du altså bor på Fyn.

Se en fin instruktion i SMS-billetten på LabConfidential.

Tags