
I østen stiger solen op. Så på Bornholm er de lidt hurtigere ude af starthullerne end andre i Danmark. Det har Ronni 20 års førstehåndserfaring med og har siden slået sine folder i den pulserende hovedstad.
Rent faktisk er der dog ikke mange folder at finde på ham, da han i jobbet som Grønt Bud blev bidt af en gal cykelslange og derfor søger mod suset på landevejen, så snart tiden tillader det. En manisk filmlidenskab gør dog at racercyklen tit parkeres foran Det Danske Filminstitut, hvor Ronni lader sig opsluge af filmhistorien i biografmørket.
Fagligt er han humanist med slipsenål på skrå. Studiet, Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, er undervejs blevet krydret med Virksomhedshumaniora - en tværfaglig pakke, som pegede Ronni i retning af redaktørstillingen på Vidensbank for nye medier og senest mod de redaktionelle udfordringer på nærværende hjemmeside. Her kombinerer han nu sin interesse for fremtidens medieudvikling med sin viden om virksomheders aktuelle udfordringer – til fordel for Innovation Labs læsere.
